I årene 1857-58 gik der en mægtig vækkelse hen over store dele af de forenede stater. Man plejer at kalde den "Bønnevækkelsen i 1857". De omstændigheder, hvorunder den opstod var, menneskelig set, ikke gunstige. Forskellige tildragelser både på det åndelige og politiske område talte om dybt forfald. Men netop da kom Gud og greb ind, så der indtraf en stor forandring til det bedre.

Forud for den store bønnevækkelse gik en tid med så stor materiel fremgang som næppe nogen sinde forud i landets historie. Der blev opdaget guld i kalifornien, den mexikanske krig havde givet nyt land i udbytte; indvandringen fik et ganske ukendt stærkt opsving. Flere begivenheder på det økonomiske marked var gunstige for landets handelspolitik. Der byggedes nye byer. Befolkningen øgedes hastigt, nye jernbaner blev anlagt. Der var højkonjuktur.

Men pludselig kom så i efteråret 1857 den store financielle krise, bankerne ramlede og arbejdsløsheden tog til. Alene i New York blev 30.000 personer ledige, hvilket var en stor skare under datidige forhold. I nævnte by var der også foretaget store forandringer med hensyn til byens omlægning. En hel del beboelsesejendomme i selve centrum blev revet ned, og i stedet opførte man nu flotte forretningspaladser. Kirkerne fik trange kår.

Menighedsmedlemmerne måtte flytte til andre dele af byen. For manges vedkommende blev kirkebesøgende af den grund sjældnere. I særdeleshed var dette tilfældet med de mennesker , som havde deres arbejde i de store forretningskvarterer .

Indenfor de kristnes rækker besluttede man derfor at gøre noget for disse mennesker. Man antog en forhenværende forretningsmand til at være bymissionær. Han forlod alt sit tidligere arbejde og gik fra nu af helt op i sin åndelige opgave. Det skete den 1. juli 1857. Denne mands navn var Jeremiah C. Lauphier. Han var født 1809 i staten new york, og i 1842 aflagde han sin bekendelse om at være blevet en levende kristen. Han sluttede sig på det tidspunkt til en menighed. Lauphier beskrives som en meget sympatisk høj herre, tålmodig og kærlig. Han syntes at have overflod af energi og udholdenhed. I sin omgang med andre var han altid skattet på grund af sin fine takt og klogskab. Han var en bønnens mand og havde en særlig nådegave til at udlægge Guds ord.

Området for Lauphiers virksomhed var inddelt i distrikter. Han var utrættelig i at besøge både familier og enlige mennesker, uddelte traktater og bibler og gjorde alt for at indbyde folk til at komme i kirkerne. Hoteller og andre lignende var særligt genstand for hans evangelisering. Med alle mulige tilladte midler søgte han at gøre sit allerbedste for at lede mennesker frem til en personlig oplevelse af Jesus Kristus som deres fader.

Bønnen var Lauphiers bestandige kraftkilde, hvor han søgte styrke og fornyelse til sin store anstrengende opgave. En dag kom han til at tænke på at det kunne være meget praktisk, om man søgte at få arrangeret middagsbedemøder for forretningsfolk og andre, som netop ved 12- 13 tiden havde deres frokosthvil. Skulle de ikke kunne komme ind et eller andet sted og få lejlighed til en stunds ensomhed med Gud og samtidig få Guds ord at høre ganske kort? Planen modnedes mere og mere og blev til sidst omsat i handling.

Onsdag den 23. september kl. 12 i året 1857 holdtes det første bedemøde i et lejet lokale i fultongaden, selve knudepunktet for forretningskvarteret. Lauphier havde gjort alt for at gøre dette bedemøde bekendt. Han havde overalt søgt at komme i kontakt med folk for at bekendtgøre mødet. I hjem og forretninger, fabrikker og hoteller i vårtshuse og mange andre steder gik han og uddelte traktater og indbydelses kort til mødet. På det fastsatte tidspunkt var Lauphier i lokalet for at bede. Den første halve time var han ganske alene. På det fastsatte tidspunkt var Lanphier i lokalet for at bede. Den første halve time var han ganske alene.

I løbet af de næste 30 minutter kom der 6 mennesker. Onsdag den 30. september kom der 20 til bedemødet. Den 7, oktober var antallet steget til 40. Man havde først tænkt at holde bedemøde kun een gang om ugen, nemlig hver onsdag, Efter det 3, onsdagsmøde blev man enige om at holde bøn hver dag. Nu begyndte tilstrømningen for alvor. Kapitalister og arbejdere, forretningsfolk og bankmænd, slagtere og bagere, mænd af alle slags fra forskellige arbejsfelter, samledes for at bede. Kuske bandt deres heste, sprang op ad trapperne og kom ind i deres arbejdsklæder for at få en lille stund med Gud i bøn. Til en begyndelse var det kun mænd, der kom sammen. Men efterhånden kom også kvinder med. Man måtte leje andre lokaler i bygningen.

Der var nu bedemøder i alle 3 etager. Det var i januar. Samtidig blev lignende møder afholdt i andre dele af byen, ja, endogså helt over til Brooklyn. De største kirker blev fyldt med folk, som kom for at bede. Et teater åbnede sine døre for disse bedemøder. Store handelshuse blev også lukket op for bøn, religionen blev det almindelige samtaleemne i byen og langt udenfor. Masser af mennesker blev frelst. Underfulde bønhørelser hørte til dagens begivenheder. Pressens folk blev så grebet af alle disse bønhørelser, at man offentliggjorde dem i dagens aviser. På dagbladenes forsider stod med store bogstaver: Vækkelses-Nyheder.

Denne vækkelse kunne ikke længere forblive lokal. Med lynest hastighed spredtes den videre til andre både små og store byer. Overalt afholdt man middagsbedemøder. Snart var vækkelsen i fuld gang i Brooklyn, Filadelfia, Albany, Boston, Cincinnati og Chicago samt flere andre steder.

Vækkelsen fik først tag i byen Filadelfia. På det første bedemøde den 23. november 1957 var der samlet 36 mennesker. Men inden længe måtte man leje større lokaler. Senere kom man dagligt sammen i Jayne Hall, der kunne rumme 3000 personer. Her blev en mængde mennesker frelst. Gud greb ind og gjorde forunderlige ting som svar på bøn.

I Boston virkede den kendte vækkelsesprædikant Charles G. Finney. Her brød vækkelsen løs på en mærkelig måde blandt forretningsfolk under et af deres bedemøder. Der blev så mange frelst at det var umuligt at holde rede på det store antal af dem der kom til troen.

I Chicago var et teater med plads til 2000 daglig fyldt med mennesker, som ville bede. Også her kom tusinder til troen på Gud. Det fortælles, at vækkelsen i den grad greb om sig i New England, at man på visse steder knap fandt et ugudeligt menneske tilbage.

Vækkelsen kom som en stille majregn over hele landet. Folk kom ikke så meget sammen for at høre prædikener som for at bede. Kirkerne begyndte at fyldes, og de forskellige menigheder forøgedes med store skarer. Prædikanterne fik i begyndelsen ikke så megen del i vækkelsen af den grund, at de ikke fulgte med i udviklingen. Lægmændene var mere vågne.

Forretningsfolk og andre blev særligt brugte af Gud. Der var dog flere præster, som senere tog meget aktiv del i arbejdet og blev til stor velsignelse. Men i det hele kunne man ikke tilskrive nogen fremstående evangelist årsagen til disse store, altomfattende vækkelser. Mennesker havde fået en forunderlig stor tiltro til bønnen. Man kom sammen for at bede, og det var under disse bedemøder, Herren gjorde undere. Til at begynde med tænkte man heller ikke så meget på vækkelsen udadtil som på at få en særlig stund med Herren for selv som troende at få mere kraft fra Gud til at kunne leve livet helt for Ham.

Frugterne af denne vækkelse blev meget store. Tusinder sluttede sig til menighederne. Sæderne forbedredes. De troende blev mere enige. Tilstanden højnedes til det bedre på alle områder. Flere, som senere blev til rig velsignelse, kom med under denne vækkelse. En af disse var den siden så bekendte og af Gud underfuldt brugte Sjælevinder D.L.Moody.

Selve vækkelsen er nu kun et minde, som til enhver tid siger til alle mennesker i alle lande, at når vi er stille for Herren i bøn, så læger Han alle hjertets sår og fylder os med den fred, som ikke kan dølges for den ugudelige, fredløse verden. I stilheden for Gud fyldes vore hjerter med en inderlig kærligheds varme, som gør, at vi ikke kan gå vor broder koldt forbi uden at prøve på at vinde ham for Gud.