Had er forfærdeligt, og tegner sine tydelige og frygtelige spor gennem hele menneskehedens historie. Racehad har været skyld i ufattelige blodsudgydelser og umenneskelige tragedier. Men ét had til én bestemt race er så gammelt, så indædt og så voldsomt, at det har fået sit eget navn, sin egen betegnelse. Det er hadet til jøderne. Og betegnelsen er "Antisemitisme". Jødehadet har gennem tiden haft forskellige udgangspunkter, det være sig teologi, race eller politik, men konsekvensen for den almindelige jøde og hans børn har altid været den samme; forfølgelse og fordrivelse.

Historien om det jødiske folk er historien om had, forfølgelse og forsøg på udslettelse. Jødehad er ikke et moderne fænomen. Èn af de gamle latinske historieskrivere fortæller, at kristne i den allerførste tid fejlagtigt blev udsat for forfølgelse i Rom. Fejlagtigt, fordi de romerske myndigheder forvekslede dem med jøder. Så tidligt i historien kan man finde spor efter jødeforfølgelse.

I de første århundreder oplevede jøderne, at den kristne menighed, som havde sit udspring, sine skrifter og sin Messias fra dem, voksede i styrke og statslig magt. Efter apostlenes død, overtog nye ledere menighederne, ledere, som efterhånden indførte tanken om jøderne som et specielt oprørsk folk, og om at Gud hadede det jødiske folk. Jødehadet næredes i kirken og blev båret gennem århundrederne i en stadig voldsommere udvikling.

Allerede kirkefaderen Barnabas skrev i slutningen af det første århundrede negativt om jøderne. I det 4. århundrede skrev biskop Ambrosius, at nedbrændinger af jødiske synagoger ikke kunne betegnes som synd, fordi jøderne havde fornægtet Kristus. Krysostomus skrev 8 hadefulde prædikener imod jøderne, og hans holdning blev en integreret del af kirken på hans tid. Augustin fortsatte tankegangen, og skrev, at den fortsatte eksistens af det jødiske folk kun havde til formål at vise, hvordan det går dem, der fornægter Kristus. Ifølge Augustin var jødernes trængsler altså blot Guds vidnesbyrd. Samtidig med at jøderne blev lagt for had, udvikledes den såkaldte "erstatningsteologi", som siger, at menigheden har overtaget alle Israels løfter og forjættelser. Ved reformationen fortsatte Luther hetzen mod jøderne, og skældte adelen ud for deres blødsødne fremfærd over for jøder. Luther opfordrede til forbud mod at jøder måtte færdes på offentlig vej, til afbrænding af deres hellige skrifter og fratagelse af deres ejendom.

Kirkens holdning var ikke kun til teologisk debat. Den havde sine blodige udtryk. Overalt, hvor kirkerne kom til magten, blev jøderne i lange perioder forfulgt, fængslet, frataget ejendom og rettigheder og brændt på kætterbålene, som flammede i Europa. Under korstogene i det 12. århundrede, plyndrede, torturerede og dræbte korsridderne jødiske familier og hjem på deres tur gennem Europa mod det hellige land. I det 16. århundrede udbrød der en voldsom jødeforfølgelse i Spanien. Her blev selv de jøder, som havde vendt sig til kristendommen, brændt på bålene, for "man kunne jo ikke stole på dem", og derved heller ikke vide sig sikker på deres påståede omvendelse. Jøderne blev fordrevet fra England i 1272, Frankrig i 1306, Spanien i 1492, Rusland i 1917 og Tyskland i 1944, for blot at nævne nogle.

Jødehadet er en del af den kristne kirkes historie, som ingen kan løbe fra. At kirkesystemerne verden over i dag har en mere tilbageholdende og forsigtig fremfærd i forhold til jøder, må ikke forveksles med den tanke, at "sådan har det nok altid været". De sidste 50 år er blot en parentes i kirkens historie, og spørgsmålet er, om ikke de store kirkesystemer igen vil vende tilbage til deres "inderste sande natur", hvis og når anledningen byder sig.

I slutningen af det 19. århundrede fremkom et nyt begreb, nemlig "anti-semitisme". Wilhem Marr, en tysk intellektuel og revolutionær, opfandt begrebet i 1879 til erstatning af "Judenhass" (jødehad). Anti-semitisme, betyder egentlig at være imod semitter, altså også hele det arabiske folk. Men en sådan holdning fandtes ikke, og ordet skulle da også kun dække hadet til jøderne. Ved opfindelsen af ordet "anti-semitisk", skabte Marr et begreb, som var "politisk korrekt", og samtidig indeholdt alle de gamle elementer i det almene jødehad. Det var i orden at være anti-semitisk.

Når jeg tager dette med i denne artikel, er det fordi, at vi skal være opmærksomme på, at vi oplever det samme skifte i ordbrug i dag. Det er ikke politisk korrekt at hade på grund af race. Heller ikke at være antisemitisk i sine holdninger. Men hvor kan "politisk korrekte" mennesker så få luft for det gamle indædte jødehad? Jo, i dag er det i orden at være "Anti-zionist". En antizionist ville udtrykke sig således; "Jeg er ikke imod jøder på grund af race eller religion. Jeg mener blot ikke at jøder har ret til deres eget hjemland". I anti-zionismen åbnes mulighed for angreb på jøder fra en anden vinkel, hvor de gamle angrebsvinkler er blevet "politisk ukorrekte". At sige, at det er i orden at være jøde, det er blot ikke i orden, at en jøde har sit eget hjemland, er vel det samme, som hvis man ville sige, at det er i orden at være nordmand, nordmanden skal bare ikke have ret til sit eget land (Norges selvstændighed er ikke mange årtier ældre end Israels selvstændighed).

Emil L Fackenheim beskriver zionismens grundlæggende tanke således: For kristne er det primære sikkert den teologiske selvforståelse. For jøder er det, og efter Auschwitz, må det være, simpel tryghed for deres børn. I jagten på dette mål, søger jøder - ja, er jøder moralsk forpligtet til (at søge)- uafhængighed af andre menneskers velgørenhed. Derfor søger de tryghed… gennem eksistensen af en jødisk stat…. Staten Israel… er ikke til forhandling.

At være anti-zionist, er at nægte jøder retten til denne tryghed, og staten Israel retten til at eksistere. Så enkelt er det.

Vi lever i en tid, hvor jødehadet og antisemitismen vokser i Europa. Ikke åbenlyst som i trediverne, men under forskellige former for moderne "politisk korrekthed", bl.a. i form af anti-zionisme. Spørgsmålet er, hvilken vej, kirkerne vælger at gå, efterhånden som dette udvikler sig. Jeg er bange for, at vi allerede nu ser, hvad kristenheden vælger. Og her tænker jeg ikke først og fremmest på de store katolske, protestantiske og ortodokse systemer.

Jeg tænker på de frie evangeliske menigheder, der gennem årtier har været bastioner for Israels ret til at eksistere. Ikke blot på grund af næstekærlighed, respekt for det folk, der bragte os evangeliet, eller almindelig anstændighed over for mennesker, der gennem århundreder er blevet forfulgt, men også fordi de havde en Bibelsk lære, i hvilken Gud i sin forudtilrettelagte frelseshistorie stadig havde en plan med det jødiske folk. Ja, at det jødiske folk var en nødvendighed for at nå kulminationen på verdensforløsningen.

Denne lære indebar, at jøderne ifølge Bibelens profetier skulle vende tilbage til sit land, at det gamle romerrige igen skulle samle sig og rejse sig i sin gamle styrke, og at den kristne måtte have en inderlig længsel efter Herrens genkomst og en snarlig bortrykkelse.

Denne lære er på hurtig tilbagetog i de evangeliske forsamlinger. Forventningen om Herrens genkomst svinder, forkyndelsen om Bibelens profetier eksisterer stort set ikke mere, og åbenbarelsen om Israels profetiske kaldelse og tjeneste svækkes i menighederne i takt med den voksende antisemitisme i det omkringliggende samfund. De frie evangeliske menigheder har vist, at de er modtagelige for samfundets herskende værdier. De har vist, at enhver strømning - endda også når den er antisemitisk - har fri adgang ind i menighedens praksis, holdning og forkyndelse. Eller talt i Bibelsk sprog, at menigheden lader "denne verdens tidsånd" være bestemmende for lære og forkyndelse.

Og midt i den voksende modstand mod jøder, midt i den store krise, som Israel står i i dag, og som kun synes at vokse i intensitet, står de frie evangeliske menigheder af, og ændrer teologi, så den passer med det, der er "politisk korrekt". De svigter Guds åbenbaring og frelsesplan, og erstatter forkyndelsen, der kan vække anstød i verden, med en lære, der er mere acceptabel.

Men uanset om de evangeliske menigheder svigter, uanset om de, der burde holde faklen højt, falder i denne verdens fælder og bader sig i tidsåndens mudder, så vil Gud føre sin frelsesplan igennem. Vi må sige, at når det jødiske folk ikke i dag er udslettet, så er det ikke på grund af kirken, men på trods af kirken. Lad os ikke håbe, at vi en dag må sige, at når Guds frelsesplan er ført igennem med alle dens profetiske elementer og verden har oplevet sin forløsning, så har det været på trods af mange af de kristne, som burde have medarbejdere og ikke modarbejdere af Guds plan.

Det jødiske folk er her stadigt, selvom det er en logisk selvmodsigelse. Ingen har vel udtrykt dette bedre end den berømte Mark Twain, da han i Harpers Magazine i marts 1898 prøvede at gøre rede for, hvorfor lige netop jøder måtte døje så hård en forfølgelse:

"Hvis statestikkerne er rigtige, udgør jøderne kun omkring 1% af menneskeheden. Det er et lille, tåget vindpust af stjernestøv i den flammende mælkevej…

…Han (jøden) har kæmpet storslået i verden i alle tidsaldre; og har gjort det med sine hænder bundet på ryggen… Ægypterne, babylonierne og perserne rejste sig, opfyldte planeten med klang og pragt, visnede så til drømmestof og forsvandt; Grækerne og romerne fulgte og gjorde stor støj, og de er nu væk; Andre folk er skudt op og har holdt deres fakkel højt for en tid, men den brændte ud, og de sidder nu i tusmørket eller er forsvundet.

Jøden så dem alle, slog dem alle, og er nu, hvad han altid har været, udviser intet forfald, ingen tegn på aldring, ingen svaghed, ingen udtømning af hans energi, ingen mathed i hans beredskab og pågående sind. Alle er dødelige med undtagelse af jøden; alle andre kræfter ebber ud, men han består. Hvad er hans udødeligheds hemmelighed?"

Mark Twain spurgte i 1898 til hemmeligheden bag det jødiske folks stadige eksistens og rige indflydelse. Nu, hundrede år, et holocost og en jødisk stat senere, er spørgsmålet endnu mere brændende aktuelt. Hvad er deres hemmelighed?

Svaret er enkelt. Deres hemmelighed er, at de er Guds udvalgte, at de har en plads i Guds frelsesplan, og at Gud er i færd med at føre denne igennem til fuldendelse. Derfor har alle gennem århundrederne fejlet i deres mangfoldige forsøg på at gøre en ende på dette folk. Det lader sig ikke gøre.

Spørgsmålet til de gamle evangeliske menigheder er nu: Vil de være med i Guds frelsesplan, der indebærer et kald og et arbejde for både menigheden og - inden enden - det jødiske folk. Eller vil de følge denne verdens tidsånd, og slå af på deres lære, for at tækkes det "politisk korrekte" i det nye Stor-Europa. Èt er sikker: Gud fører sin frelsesplan igennem uanset.