Det er i år 40 år siden, at Israel indtog den østlige del af Jerusalem, under seks-dages krigen. Indtil 1967 havde Jordan besat og annekteret Vestbredden og den hellige by. Op til 1967, mens området var under jordansk herredømme, gjorde jordanerne eller andre arabiske lande ingen forsøg på at oprette en selvstændig palæstinensisk stat for dem, der boede der. Ligesom det heller ikke på noget tidspunkt i Ægypten var på tale at hjælpe Gazas indbyggere til et selvstændigt styre. Jordan erklærede Vestbredden en del af Jordan, og Ægypten erklærede Gaza en del af Ægypten.

Jordans annektering af Vestbredden
Jordan begyndte allerede i 1950 at bygge på Vestbredden. De byggede mure og satte hegn op, for at afskærme Østjerusalem fra Israel. Og de gav alle palæstinenserne et automatisk jordansk borgerskab. Selvom størstedelen af verden, inkl. alle andre arabiske nationer, var imod Jordans besættelse, indlemmelse og annektering af Vestbredden og Østjerusalem, var der ingen, der gjorde forsøg på at presse Jordan. I det jordanske parlament havde indbyggerne på Vestbredden samme rettigheder og muligheder som Østbreddens indbyggere indtil 1967. På alle måder søgte Jordan at gøre Vestbredden til en del af Jordan, og på ingen måde var der tale om at hjælpe et selvstændigt palæstinensisk folk til en selvstændig palæstinensisk stat. De palæstinensiske arabere gjorde heller ikke krav på en egen stat, men samarbejdede med de jordanske erobrere om at gøre Vestbredden til en del af Jordan. Området blev jordansk.

Da Jordan i 1948/49 besatte området, ødelagde de alle jødiske gravsteder og fordrev jødiske indbyggere. I to årtier var det forbudt for alle af jødisk afstamning at opholde sig i det gamle Østjerusalem og at bede ved grædemuren. Der har ellers altid, helt fra Kong Davids tid for 3000 år siden og til i dag, været jøder i Jerusalem. I 3000 år har jøder beboet deres hellige stad, lige med undtagelse af de næsten 20 år med jordansk herredømme i moderne tid. Også kristne og endda muslimer, bosat i Israel, fik den hårde religiøse politik at mærke. Israelske muslimer blev helt nægtet adgang til Tempelbjerget, og kristne fik frataget mange af deres rettigheder.

Så effektiv har også den arabiske propaganda været, at stort set alle i dag kalder området for Vestbredden - et navn, som Jordan gav det, for at understrege dets tilhørsforhold. Fra historisk tid er det Judæa og Samaria.

Indledning til krig
I tiden op til seks-dages krigen intensiveredes de arabiske militære forberedelser, og deres verbale angreb på Israel øgedes i styrke. De talte om at drive alle jøder i havet og én gang for alle udrydde den jødiske stat. Ægypten blokerede Tiran-strædet, og den ægyptiske præsident Gamel-Abdel Nasser sagde i sine taler, at han vidste, at lukningen af strædet ville betyde krig mod Israel, og han fortsatte: "… om krigen kommer, vil den blive total, og dens mål vil være Israels ødelæggelse".

Gamel-Abdel Nasser lod en massiv hær begive sig ind i Sinaiørkenen på vej mod Israel. Her stod FNs fredsstyrker. Her havde de stået siden den ægyptisk-israelske krig i 1956, for at holde de to parter adskilt. Nasser bad FN om at flytte sine styrker. Det gjorde de uden indvendinger, og de gav derved plads for den ægyptiske hærs fremrykning mod Israel. Om nogen undrer sig over, at Israel ind i mellem har et anstrengt forhold til FN, da skyldes det et utal af den slags episoder, som har fundet sted siden Israels etablering som stat.

Krigens overraskende udfald
Ægypten fra syd og Syrien fra nord oprustede og deres hære opstilledes på grænsen til Israel. Arabiske lande, der ikke havde grænser til Israel (heriblandt Irak), sendte soldater ind gennem deres nabolande for at hjælpe med udryddelsen af staten Israel. Israel bønfaldt Jordan om ikke at gå med i krigen og åbne en ny front fra Vest. Men kong Hussein angreb sammen med sine arabiske allierede. I juni 1967 stod Israel over for en samlet arabisk hær på 900 kampfly, 5.000 tanks og 500.000 soldater.

I løbet af bare seks dage vandt Israel en stor sejr på alle fronter og erobrede Golan højderne, Gaza, Vestbredden og den store Sinai-halvø, et samlet areal fire gange så stort som Israel selv. Israels sejr kom bag på hele verden, og ikke mindst på de krigsførende arabiske nationer, der var mere end sikre på arabisk sejr. Ægypterne troede ikke deres egne øre, da de hørte om deres luftvåbens totale udslettelse allerede inden, det var kommet på vingerne.

Sejren kom også bag på jøderne selv, og ses til den dag i dag af mange som et Guds mirakel. Selvom Israel havde forberedt sig grundigt på et samlet arabisk angreb, kunne ingen forudse, eller bare håbe på, den absolutte militære succes, som udspandt sig i løbet af bare seks dage.

I årene op til 1967 oplevede Israel for første gang i landets historie en økonomisk krise, et folkeligt mismod og en flugt af unge mennesker fra landet til andre dele af verden. Da araberne begyndte at proklamere den endelige udslettelseskrig mod Israel, bredte modløsheden sig, og mange begyndte at tvivle på den jødiske stats fremtid. Frygten for det kommende nederlag var så stor, at jøderne forberedte massegrave i Tel Avivs parker til brug for de mange dræbte jøder, man forventede.

Seks-dages krigens konsekvenser
Mange ting har ændret sig efter 1967. Det siges om krigen, at det er dén regionale krig, der har haft størst international betydning i moderne tid. Det gamle Jerusalem var igen i jødiske hænder for første gang i knap 2000 år. Israel åbnede Jerusalem og Tempelbjerget for alle religioner, og sikrede jøder, muslimer og kristne adgang til deres hellige steder. Ægypten og Jordan "viste storsind" og gav nu henholdsvis Gaza og Vestbredden til de palæstinensiske arabere til oprettelse af en selvstændig palæstinensisk stat. Et storsind, som de på ingen måde havde vist dengang, de rent faktisk rådede over områderne. Nu var de taget fra dem af israelerne, og nu gav de dem til palæstinenserne.

Den største forandring var dog verdens reaktion og holdningsændring. Indtil 1967 var der udbredt sympati for Israel, som det lille land omgivet af store fjender på alle sider, der ønskede Israels totale udslettelse. Med sejren i 67' så resten af verden (specielt Europa) Israel som midtøstens stormagt, og sympatien har siden været hos araberne. Kynikere bruger ord som Grosse-Israel (Storisrael) om erobringen af Vestbredden og Gaza, med slet skjult henvisning til Hitlers lebensraum og Grosse Deutschland. Med dette smider de nazismen i ansigtet på jøderne, og beskylder ofrene for at være deres egne bødlers ligesindede. Her skal man tænke på, at det såkaldte "Grosse Israel" er på størrelse med Jylland. Det udgør kun 0,1% af et samlet fjendtligt arabisk 13 mio. kvadratkilometer stort land, der strækker sig fra Afrika og ind i Asien, med nogle af verdens mest olierige områder og 300 mio. arabere. Israel er omgivet af et 650 gange større landområde beboet af 50 gange så mange indbyggere, der efter eget udsagn er Israels dødsfjender.

Den åndelige side af konsekvenserne
Men hvorfor opstår denne overvældende reaktion? Hvorfor vender Europa og store dele af verden sig imod Israel i 1967? Og hvorfor har de siden da - I 40 år - set ondt til Israel og jøderne? Der er sikkert en hel del menneskelige forklaringer på dette, men der er helt sikkert også en åndelig forklaring.

Husker du beretningen i Johannes Åbenbaringen om Satan, der kastes ned på jorden, engang ude i fremtiden. Det, at han bliver kastet ud af himmelrummet, er for ham et vidnesbyrd om, at hans tid nu er kort. Snart skal der gå dom over ham, og derfor lader han sin store vrede gå ud over jorden og dens befolkning:

"Så fryd jer da, himle, og I, som har bolig i dem! Men ve over jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort" (Åb 12,12)

Noget lignende kan siges om hedningerne. Mange af de eskatologiske profetier, vi finder i Bibelen, er af Gud gjort afhængige af, at jøderne vender tilbage til deres land, at landet Israel eksisterer og ikke mindst; at Jerusalem igen skal være i jødiske hænder. I 1967 kom hele Jerusalem under jødisk kontrol, og for første gang i mere end 2500 år åbnedes muligheden for indgang til eskatologiske begivenheder. I den åndelige verden var begivenheden også et vidnesbyrd om noget andet, og dette kan aflæses i Jesu egne ord i Lukas Evangeliet:

"Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær (Luk 21,20)

De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende" (Luk 21,24)

Jesus forudsiger inden sin død templets nedbrænding, Jerusalems ødelæggelse og Israels endelige udslettelse ved romerske hære i henholdsvis år 70 og år 135. Han forudsiger jødernes fordrivelse fra landet, og deres adspredelse blandt hedningefolkene. Men den største profeti er nok den, at jødernes adspredelse og Jerusalems fangenskab under hedningerne er afgrænset i tid. En dag skal komme, da Jerusalem ikke længere skal nedtrædes af hedninger. Og den dag skal indvarsle "hedningernes tiders ende".

"Hedningernes tider" er den periode, hvor Jerusalem er i hedningehænder. Den har varet siden kong Nebukadnezar indtog Jerusalem seks århundreder før Kristus og indtil moderne tid. Men da Jerusalem i 1967 igen blev jødernes, fik Jesu ord ny aktualitet. Her var i sandhed et tegn på, at hedningernes tider lakkede mod enden. Ja, her var selve tegnet. Det ene tegn som Jesus gav.

"Hvorfor larmer hedningerne?" eller, som der står i den nye Bibeloversættelse: "Hvorfor er folkeslagene i oprør?". Dette spørger salmisten om i en tid, hvor Jerusalem var Israels hovedstad, og Guds konge sad på tronen i Staden. Spørgsmålet kan stilles igen i vore dage: Hvorfor larmer hedningerne? Hvorfor lægger de planer imod Guds folk og Guds udvalgte? Jesus giver svaret: Det er fordi, de ser, at deres tid er kort.

Nuvel; De gamle profeter forudsagde Jerusalems ødelæggelse og jødernes adspredelse. De forudsagde, at jøderne efter mange år blandt folkeslagene skulle få lov til at vende hjem til landet og opbygge det igen. Jesus forudsagde, at også Jerusalem skulle blive Israels ejendom igen. Når alt dette sker, vil det indlede enden på hedningernes tider. Og det vil indvarsle begyndelsen på store eskatologiske begivenheder, der i sidste ende vil munde ud i Kristi genkomst. 1967 er altså et skelsår. Herefter kan vi begynde at se efter tegnene, som er givet os i Bibelen. Og nogle af de tegn giver Jesus os selv i teksten lige efter hans udsagn om Jerusalems overgang fra hedensk til jødisk styre. Døm selv de tegn Jesus giver. Når Jerusalem ikke længere trædes ned af hedninger, skal følgende udvikle sig på jorden:

"…og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende. Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes" (Luk 21.24-26)

Lyder det bekendt? Ved indgangen til det 21. århundrede er det disse ting, der som aldrig før i menneskehedens historie optager sindene. Og når dette sker, skal Menneskesønnen, Kristus selv vise sig i skyen.

Så, brødre og søstre; vi lever i profetiske tider, og i år er det 40 års jubilæum for en af Bibelens store endetidsprofetier. Lad os være på vagt i bøn, forkyndelse og vidnesbyrd, og lad os ikke være blinde for det, der foregår i vores tid.