Klik her og oplev Shiloh Pentacostal Church live:
• Mødeindtryk fra Shiloh Pentacostal Church


Her er endnu en beretning fra vores tur til London. "Vi", det er min hustru Heidi og jeg, samt Erik og Wenche Wold fra Norge, som havde inviteret os på tur. Ud over alt det, man skal se som kristen turist i London, havde vi bestemt os for at besøge nogle menigheder af vestindisk oprindelse. Vi havde haft en dejlig oplevelse i den forholdsvis store og på nogle punkter moderne menighed "Ruach" i Brixton, og så frem til endnu et herligt møde.

Vores næste mål var "Shiloh" i Dalston. Vi ankom til stedet - en lille sidegade med ældre etagebyggeri. Klemt inde mellem lejlighedskomplekser, garager og nedlagt erhverv lå en ældre kirke, som ikke syntes at høre til der. Kontrasten var stor mellem den hvidkalkede væg lige ved siden af kirken, hvor der med pensel i røde bogstaver var skrevet "HAND CAR WASH" og så den rødbrune kirke. Kirken havde to indgange, hver bygget som et lille hus med tag og omkranset af hvide gotiske søjler.

Vi blev mødt i den store egetræsdør af en ung diakon, og til vores forbløffelse spurgte han, hvad vi ville. Vi fortalte, at vi gerne ville til møde, og det syntes som om, han ved dette svar blev lige så forbløffet. Efterhånden som kirken blev fyldt, forstod vi bedre hans forundring. Vi var de eneste hvide, og det lod ikke til, at kirken ofte fik besøg af den lyse hudfarve.

Kirken var fra attenhundredetallet, hvilket det indre også gav indtryk af. Midtergulvet var fyldt op med gamle kirkebænke af træ, og i hver side var der båse, man kunne sidde i. Hele vejen rundt under loftet var der en smal balkon, hvor kvinderne for hundrede år siden sad, mens mændene fyldte gulvet. Den gamle talerstol i udskåren træ var der stadig, og sad et stykke oppe på væggen, midt mellem himmel og jord, midt mellem kvinder og mænd. Den blev ikke brugt mere, en mindre og nyere var stillet an på gulvet. Jeg følte mig hensat til Sydstaterne i "gamle dage" og dette indtryk forstærkedes efterhånden som kirken blev fyldt. Mænd og kvinder, pænt klædt på til lejligheden, hvoraf mange af de sidste bar hat, som det har været skik i mange pinsemenigheder siden begyndelsen og indtil nylig. Kirkebænkene blev godt fyldt op, og der var omkring 2-300 mennesker.

Da sangen startede, fuldendtes mit romantiske billede af "den gamle kirke", men mere end det. Heidi lænede sig ind til mig og sagde: “Her føler jeg mig hjemme”. Og jeg kunne kun give hende ret. Af de tre menigheder, vi besøgte i London, var denne den varmeste og mest "hjemlige".

Allerede ved den første sang mærkede vi forløsningen. Rundt omkring i lokalet trak man tamburiner frem af tasker og poser. Instrumenter, som man havde haft med hjemmefra. Kirken fyldtes af lovsang, høj lovsang, for disse mennesker elskede at synge. Der blev sunget, der blev klappet og der blev danset og råbt halleluja. Hænder løftedes under lovprisningen i tilbedelse og tungetalen var ikke til at tage fejl af. Vi var i sandhed kommet til en god gammeldags pinsemenighed - Gammeldags i ordets allerbedste betydning.

Vi kendte de fleste af sangene, gamle spirituals, hvoraf de fleste er oversat til dansk og flittigt sunget i vores egen menighed i Randers. Der var et par nye kor, som jeg skyndte mig at skrive ned og oversætte under mødet - så havde vi også noget med hjem til vores egen forsamling.

Da vi havde prist Herren til adskillelige sange og kor, var det tid for indsamling af gaver og tiende. Der blev ikke stillet nogen krukke frem, og ingen diakon gik rundt med et fad. Et lille bord med en rød fløjlsdug blev stillet frem forrest i kirken. En ny herlig sang begyndte, og alle rejste sig. Hen over forsamlingen kunne vi se, at den første række begyndte at røre på sig. Række efter række gik menighedens medlemmer syngende og dansende op forbi det røde bord og lagde deres gaver på det. Det foregik således, at hver række nåede hele kirken rundt, inden man satte sig igen.

Og mens man gik, sang, jublede og dansede, brugte man anledningen til at hilse på alle dem, man kom forbi. Vi fik så mange håndtryk, knus og “God bless you” i løbet af denne gaveindsamling, at vi nok var mere røde end hvide i ansigterne, da vi endelig satte os. Lad mig sige det klart: det var den varmeste og kærligste gaveindsamling, jeg til dato har oplevet!

Nu var det tid for Ordets forkyndelse, og vi mærkede straks, at netop dette havde en central plads i kirken. En ældre herre steg op på talerstolen. Han havde grå hår og grå skæg, var sirligt klædt og så ud over de tilstedeværende med stålsatte og alvorlige øjne. Bagefter fik vi at vide, at dette var rev. Benkesi Nwane fra Zambia, nu bosat og tjenende i England. Han prædikede i lidt under en time, men kunne for vores skyld godt have fortsat i længere tid.

Rev. Benkesi fortalte om Jesu første komme, og om hans frelsende værk på Golgata. Men hovedbudskabet var, at denne Jesus endnu en gang ville komme til jorden. Først vil han bortrykke menigheden til herlighed, og dernæst skal Han åbenbares for hele menneskeheden som konge og dommer. “Er du rede?”, “Har du fået tingene i orden med Frelseren?”.

Spørgsmålene gjaldede ud over forsamlingen, og den svarede beredvilligt med halleluja- og amenråb.

Efter mødet kom en del og hilste på os og vi fik en god snak med flere. Vi fik også lejlighed til at tale med menighedens forstander, Pastor Francis Lewis, der virkede som en dedikeret og ildfuld hyrde.

Om nogen, der læser dette, en dag skal til London, så lad jer ikke nøjes med British Museum og Buckingham Palace - Tag en tur inden om Shiloh Pentecostal Church i Dalston og hils på brødrene og søstrene der.