Vi var med ægteparret Erik og Wencke Wold en tur til London. Selvfølgelig skulle vi se alt det, der nu er at se i Englands hovedstad, men hovedformålet var at besøge nogle menigheder af vestindisk oprindelse.

Den bedende menighed
Vi havde besøgt Ruach i Brixton og Shiloh i Dalston. Begge menigheder efterlod et stort indtryk. Fra mødet i Shiloh tog vi direkte med toget til Bedford for at nå endnu et evangelisk møde. Målet for turen var "Miracle Church of God in Christ", og vi var de første, der ankom. Vi blev taget godt imod af den eneste, der endnu var der, og satte os ind i salen. Kirken lignede en kontorbygning, som var lavet om til sal.

Efterhånden begyndte folk at komme. Der blev ikke snakket så meget. Mange af dem knælede ved deres stol, og blev der i bøn, indtil mødet startede. Pastoren kom - også han knælede et øjeblik i midtergangen for at bede, inden han rejste sig og kom over for at hilse på folkene fra Skandinavien. Vi fik at vide, at der havde været møde om formiddagen, hvor 150 mennesker var samlet, så der kom nok ikke så mange til det møde. Der kom ca. 60. Pastoren fortalte, at han skulle prædike i en anden menighed. Men da han havde hørt, der var besøg fra Skandinavien, mente han, at vi kunne tage mødet. Det gav et lille gip i os, for ingen af os havde før prøvet at vidne eller prædike direkte på engelsk.

En stor mørk mand med glatbarberet isse kom og hilste på os. Det er sjældent at se et menneske, der kan smile - ikke bare med munden og øjnene - men med hele kroppen. Det var Lonnie. Vi skulle overnatte hos ham og hans hustru Ruth. Lonnie stod for en del af lovsangen, og ikke alene kunne han synge og spille, så englene måtte tie i Guds himmel, men musik og lovsang strømmede gennem hver eneste åre, sene og muskel. Han sang ikke lovsange. Han var lovsang.

Mødet startede, og det bølgede allerede i salen. På trommerne sad en dreng på 12 år. Han var dygtig, ikke kun fordi han kunne spille, men også fordi han var disciplineret, og meget opmærksom på Ånden, mødelederen og forsangerne. Vi fik at vide, at hans forældre ikke havde råd til at lade ham gå til undervisning, så han havde øvet sig gennem flere år på tykke telefonbøger, spredt ud på gulvet i dagligstuen derhjemme. Koret sang, så det gjaldede, og Ånden faldt.

De sang både de gamle engelske hymner og de mere forløste kor. De ældre i menigheden ønskede at bevare den gamle engelske sangskat, mens andre elskede den forløste sang og musik. For os var der ikke den store forskel. Selvfølgelig var der forskel i rytme og udtryk. Men lad en glad, salvet, Åndsfyldt, forløst kristen synge en gammel engelsk hymne, og den kommer til live og bringer velsignelse i en grad, ingen professionel sanger kan eftergøre.

Forløsning og lovprisning
Forløsningen voksede i salen, alle sang af fulde lunger, klappede, og spillede på tamburiner. En kvinde på første række startede, hvad jeg ville kalde en runddans, og hurtigt dannede fire fra koret en ring om hende, så hun kunne danse uden at støde ind i noget. En anden startede i det stille som et tog, der stod stille, men med armene kørende som tværstængerne på togets hjul. Øjnene var lukkede, og det var tydeligt, at i hendes lovsang fandtes lige nu kun Herren og hende. En genert ung mand, som havde svært ved at hilse på os før mødet, og som havde været stille indtil nu, begyndte pludselig at have det svært med at stå stille. Benene ville danse, og han fulgte dem i en dans, der ledte ham ud fra hans plads midt i salen og op foran platformen. Nu afgik toget fra perronen. Kvinden dansede som et tog, der kørte hele salen rundt. Ingen af dem havde opmærksomheden rettet mod de andre. Dette var for hver enkelt en lovsang, som var rettet alene mod Herren.

Lonnie, der var mødeleder, gav mødet frit, og mennesker rundt om i salen startede spontane kor, som menigheden istemte. En kvinde vidnede. Hun stillede sig ikke op bag prædikestolen, lavmælt fortællende om, hvad Gud havde gjort for hende. Hun brugte hele pladsen foran prædikestolen, og med hævet stemme og store armbevægelser, fortalte hun om, hvordan Gud havde værnet og ledt hende i den svære tid borte fra Jamaica, og om sin længsel hjem til hendes eget land.

Herefter blev mødet overgivet til skandinaverne. Vi sang et par sange, og Wenche og Heidi afgav et vidnesbyrd. Jeg var blevet berørt af kvindens vidnesbyrd, og fortalte om det folk, der ikke havde sit blivende sted her, men ventede på den dag, da vi skulle til vort himmelske hjemland. Jeg opdagede hurtigt, at man i denne menighed skulle gemme de bedste pointer til sidst, for menigheden svarede på alt, og kunne tænde af over en sætning, der gav betydning i deres liv og situation.

De stod med forkynderen
Erik forkyndte Ordet, og han gik ud fra beretningen om den blodsottige kvinde. Han fortalte om den forbandelse, hun bar på, og som vi i dag har svært ved at sætte os ind i. Hun var uren på grund af sine blødninger, og måtte ikke komme i berøring med noget eller nogen. Ikke engang hendes familie måtte hun røre. Alt, hun rørte ved, ville blive urent. Hun kunne kun bringe urenhed til sine omgivelser, kun hendes egen forban delse videre til ethvert menneske, hun rørte. Erik funderede over, hvilke tanker, hun måtte have gjort sig, inden hun rørte “profeten fra Nazaret”. Hun var sikker på, at en berøring ville hjælpe hende, men ville han som alt andet, blive uren ved hendes berøring? Ifølge Moselov ville han. Men da hun trængte sig igennem skaren og i tro tog fat i en flig af hans kappe, oplevede hun noget, hun aldrig havde oplevet før. Hendes urenhed strømmede ikke gennem hendes hånd og over til Mesteren, men hans renhed flød den anden vej, og gjorde hende ren. Han var i sandhed Guds Søn.

Mens Erik forkyndte, lagde vi mærke til, at flere af kvinderne fra koret stod op. De satte sig ikke før, forkyndelsen var bragt til ende. Vi spurgte bagefter til dette, og fik at vide, at de "stod med Guds tjener". De så forkyndelsen som en kamp, og stod skulder ved skulder med forkynderen i bøn.

Lukket ude fra den hvide mands kirke
Mødet og fællesskabet med de kristne fra "Miracle Church of God in Christ" var en velsignelse. Hjemme hos Lonnie og Ruth spurgte vi til disse menigheders historie. Efter 2. Verdenskrig sendte England bud ud i alle dele af det gamle imperium efter hjælp til at genopbygge landet. Mange fra Jamaica og hele det Vestindiske område rejste til England. De kom ikke for at bygge egne kirker. De rejste jo til missionærernes eget land, et kristent land med kirker nok, og sikkert med en velkomst, der svarede til den kristne næstekærlighed.

Men sådan blev det ikke. Når jamaicanerne mødte op i kirkerne, blev de budt velkommen, men efter gudstjenesten fik de at vide af præsterne og diakonerne, at de ikke behøvede vise sig der mere. Dette var regelen og ikke undtagelsen. De begyndte at samle sig i hjemmene og mindre foreningslokaler for at dyrke Gud, lukkede ude fra de etablerede kirker i England. Og efterhånden voksede de Vestindiske kirker frem i hele London og omegn.

Nogle vil påstå, at det liv, den glæde og forløsning, som kommer frem i disse menneskers Gudsdyrkelse, er bestemt af deres herkomst og kultur. Jeg vil vove at mene, at det, vi oplevede i de Vestindiske menigheder i London, er selve hjertet af den personlige vandring med Gud. Dette er kristendom!