I uge 30 valfartede jeg og min broder Daniel til England. Det blev en fantastisk uge med vores frelser Jesus Kristus

Vi havde nogen tid i forvejen snakket meget om at tage på menighedsbesøg. Vores snak kredsede mest om Norge og England. Vi havde lyst til begge dele, men vi måtte vælge det ene frem for det andet. Vi fandt frem til, at Norge nok skulle klare sig, da brødre og søstre fra vores menighed havde planer om at rejse derop, så vi kendte os glade for at tage et smut forbi England, og derover besøge Shiloh Pentacostel Church, hvor Francis Lewis er fungerende Pastor, for Herrens får. Pastor Francis Lewis, der sidste år var på besøg i menigheden sammen med broder Ronald Barsey.

Mandag morgen var lagt ind for Herren, og vi gjorde de indledende manøvre til vores tur. Vi mødte begge glade op, klar til en uge med Jesus og møder. Vi kom sikkert med flyveren derover, og velsignede straks vores transport ind til London, med en herlig bønnestund i toget. Der var virkelig en forløst ånd tilstede, og al rejsesøvnen blev renset ud.

Vi blev sikkert indkvarteret i Hyde Park området, hvilket er meget centralt beliggende, og delte værelse med 8 fremmede, hvilket Herren velsignede, da det naturligvis gav anledning til vidnesbyrd ud på nattetimerne. Jesus har nød for alle mennesker, og han lader aldrig en mulighed gå tabt forbi, hvilket vi kendte adskillige gange.

Mandag aften tog vi til vores første møde i Kirken. Vi sprang på bussen til Shiloh, hvor Herren velsignede vores medpassagerer. Ånden faldt i bussen og vi var klar til møde. Det skal lige kort indskydes, at det var herligt forløsende, at bede offentligt i bussen. Jeg kommer til at tænke på Jesu disciple, da de Pinsedag modtog Helligånden og frit talte i tunger rundt om, hvor de kom. Evangeliet forkynder jo, at det er den samme Ånd som dengang. Det må have været herlige tider for vores brødre.

Mødet om aftenen var dejligt. Først blev vi mødt af en søster ved kirketrappen, der så noget forbavset ud. Om det var vores alt for blege pigment, der skræmte hende, eller om hun bare ikke var vant til fremmede brødre på trappen vides ikke. Hun var i hvert fald glad, og det samme kunne siges om os. Francis Lewis og broder Ronald Barsey ankom kort tid efter, og de var lige overrasket over vores uanmeldte besøg. De tøede dog hurtigt op, og vi kendte os forenet i Ånden "Halleluja." Er det ikke bare fantastisk, at man kan bo et hav imellem, og straks kende sig hjemme blandt brødre i Ånden. Vi havde et herligt møde den aften. Herren kom som altid, og vi gik med i bøn og sang.

De efterfølgende dage deltog vi i alle møderne, og vi fandt da hurtigt ud af, at vi alligevel skilte os ud. Vi var de eneste blege i Kirken. Hele Kirken i Shiloh er fyldt med mørke brødre og søstre, dog ikke i åndelig forstand vel og mærke. Vi lod os være mørke for en uge, og priste os lykkelige over, at Herren ikke har nogen personanseelse.

Vi deltog i bønnemøder og torvemøder kaldet "Street Mission." Begge dele var spændende. Bønnemøderne var dejlige, da vi nemt kendte hinanden i Ånden. Francis Lewis var helt ustyrlig efter et af møderne. Han gik længe rundt om sig selv bagefter, og stod og dvælede ved noget grønt græs udenfor, hvilket jo ikke giver nogen mening medmindre man er fyldt med Helligånden. Et anderledes folk er vi.

Vi deltog også i et par ungdomsmøder, hvor vi fik et godt indtryk at ungdomsmissionen i Kirken. De brændte for Jesus, så vi kunne jo lige så godt brænde sammen. Vi snakkede længe om Herren de aftener "Halleluja," Ånden brændte og snakken gik.

Vi afsluttede turen med at tage på "Street Mission." vi lærte der, at størstedelen af menighedens kristne var kvinder, ældre kvinder vel og mærke. Men de elskede Jesus, hvilket er det bedste udgangspunkt, når man har 50 år mellem sig. Evangeliet blev frimodigt forkyndt og der blev sunget og spillet til. Jeg og Broder Daniel aflagde også vidnesbyrd. Det er fantastisk at aflægge vidnesbyrd for ufrelste mennesker. Helligånden har altid noget på hjertet til mennesker. Herren elsker de ufrelste og frelste alle døgnets sekunder.

Vi afsluttede kort tid efter med Kirken og vores brødre og søstre. Vi havde også lige mulighed for at snakke med Pastor Francis Lewis inden vi rejste. Han fortalte os vigtigheden i at vælge Herren med et helt hjerte, hvilket for mit vedkommende betød, at jeg måtte i bøn, for at bede Jesus om at kende mit hjerte.

Vi var enige om at det havde været en fantastisk tur derover, og var overbeviste om at det var Herrens vilje og ledelse, at vi tog til England i uge 30. "Haleluja."

Jesus er den samme til evig tid!