Se billeder fra Hannas liv

Se billeder på Facebook

Fredag, den 9. juli 2004 døde Hanna Nørgaard, 70 år gammel. Begravelsen blev holdt i Nordre kapel med kaffe i EVANGELIESALEN bagefter.

Hanna Nørgaard har haft en stor betydning for menigheden. Hun tjente med Ordets forkyndelse og hyrdesind, siden menighedens start i 1970, og har sat sit præg på forsamlingen. Derfor vil vi med denne fotoserie og beskrivelse ære hendes minde.

Thailand, USA og Agape
Hanna Nørgaard, der var uddannet sygeplejerske, begyndte som ganske ung sin tjeneste for Herren. For Missionsforbundet drog hun ud til Thailand som missionær, og der var hun i 10 år. Derefter tog hun til USA, hvor hun arbejdede som tolk for Jesusfolket. Efter sin hjemkomst til Danmark, fortsatte hun sit tolkearbejde for Jesusfolket, der evangeliserede i landet. Efter nogen tid tilsluttede hun sig menigheden Den Apostoliske Pinsekirke i Randers, hvor hun trofast har tjent Herren gennem mange år. Umiddelbart efter, at Hanna tilsluttede sig menigheden, blev hun bestyrer på menighedens hjem AGAPE, hvor hun tog sig af mennesker, der havde brug for hjælp. Hanna levede i denne periode i tro.

Utrolig arbejdskraft
Hanna har været en utrolig arbejdskraft i det frivillige arbejde i menigheden, og specielt de sidste 10 år, hvor hun var gået på pension, dedikerede hun sin tid i menigheden. Hanna startede menighedens torvemission. Som ganske ung og nyfrelst, tog jeg med Hanna på torvet, hvor hun havde sin lille bod med bøger og traktater, samt en båndoptager, der spillede sang og musik fra møderne. Torvemissionen har siden udviklet sig til sang, musik og vidnesbyrd. Hanna var også med i båndmissionen, og deltog i det praktiske arbejde med at kopiere prædikenbånd til salg og evangelisation, ligesom hun i en periode stod for menighedens bedemøder.

En habil forkynder
Hanna har gennem alle år tjent med forkyndelsen, og det var det kærlige, det omsorgsfulde og det opbyggende, som prægede hendes prædikener. De fleste i menigheden kender ikke til en tid, hvor Hanna ikke har været der, og hun har haft stor betydning for mange mennesker. Hendes sidste uger på hospitalet bar også præg af dette. Hun havde næsten konstant besøg, og både personale og medpatienter spurgte til, hvordan hun, der ikke havde nær familie i miles omkreds, kunne have så mange – også unge mennesker - der havde omsorg for hende. Hanna tilbød tilmed en ældre medpatient, der ikke fik megen besøg, at hun kunne låne nogle af Hannas gæster.

Enlig med stor familie
Hanna var enlig. Mit eget vidnesbyrd er, at så langt jeg kan huske tilbage, har menigheden været Hannas familie, og i det barndomshjem, jeg voksede op i, var hun et selvfølgeligt familiemedlem, og en naturlig del af børnefødselsdage og juleaftener. Jeg ved, at andre, der har været i menigheden helt fra gammel tid, havde samme forhold til Hanna.

Begravelsen
Mange mennesker var mødt op til begravelsen, og den blev et udtryk for det liv, Hanna havde levet. Selvom det var en sorgens dag, bar den også præg af det håb om opstandelsen, der fylder enhver troende. Det blev en stor oplevelse for os alle. Kapellets vægge slog guitar og harmonikamusikken tilbage, og rummet rungede af de mange stemmer, der sang "Jeg har en bolig deromme bag skyen", "Der skal komme en dag, da al smerte vil blive glemt", og "Til en Stad jeg er på vandring, der hvor roser aldrig dør".

Man kunne høre en knappenål falde til jorden, da Per Elling sang "Amazing Grace", og midt under begravelsen fik Willy et syn af Hanna, der ventede ved porten til den gyldne Stad.

Bedemanden sang med
Helt i Hannas ånd blev begravelsen også et vidnesbyrd. Bedemanden, som jeg ved, er en personlig kristen, satte sig på bagerste række og sang med af fulde hals på de gamle vækkelsessange. Bagefter kom han op og sagde, at han aldrig havde oplevet noget lignende. Jeg sagde, at jeg ikke ønskede at være uhøflig, men at jeg håbede, det ville vare længe, inden jeg mødte ham igen i embedsmedfør. Til min store overraskelse tog han mig i hånden og sagde, at om vi ikke mødtes før, så ville vi i hvert fald mødes "deroppe" sammen med Hanna.

Mod slutningen var der helt stille i kapellet. En melodika begyndte stille at spille "Glory, glory, Halleluja, Guds hær marcherer ind". De andre instrumenter kom efterhånden på. I forsamlingen sad en gammel general fra Liberia, som nu arbejder for FN sammen med sin familie. Hanna havde betydet meget for dem i den første svære tid, da de kom til Danmark som flygtninge. De rejste sig og begyndte at nynne i afrikanske toner, og snart var hele forsamlingen med. Jeg har ikke anlæg til gåsehud, men i dette øjeblik var det som om, himlen var flyttet ned til os på jorden, og vi fik en lille smagsprøve af den herlighed, vi har i vente.

Guds hær marcherede
Mens vi sang, blev Hanna båret ud. Udenfor stod en del mennesker forsamlede, og bedemanden og kirkegårdstjeneren var der også. Da jeg gik forrest i følget, oplevede jeg, hvad alle disse mennesker oplevede. Dørene blev slået op og inde fra kapellet hørte man den store forsamling, der højt, men inderligt sang "Glory, glory, halleluja", mens de kom gående ud af kapellet.

Vi skulle gå langt - helt op i den anden ende af kirkegården, og her fortsatte vi med ceremonien, og den gamle "Han har åbnet perleporten", samt "Swing low, sweet chariot" på engelsk og dansk. Da jeg skulle ind i bilen efter endt begravelse, trak kirkegårdshjælperen mig til side, og bedyrede, at det var første gang, han havde oplevet, at han kunne høre en begravelse oppe fra den anden ende af kirkegården og helt ned til kapellet.

Hannas eftermæle
Efter endt ceremoni var der gravkaffe, hvor alle kunne rejse sig og sige noget. Det blev en lang eftermiddag, for mange ville gerne give udtryk for, hvad Hanna havde betydet i deres liv - og det var ikke så lidt. Hanna vil blive savnet, men vi ved, vi skal se hende igen.

Hannas roser
I 2004 fik min kære hustru to roser af Hanna Nørgaard. Vi plantede dem i haven. Hanna gik hjem til Herren samme år, og kort tid efter gik den ene rose ud. Den døde og den levende rose blev for os et symbol på, at selvom Hanna døde, så lever... hun stadig, og vi skal se hende igen. Den levende rose kom til at hedde "Hannas rose".

Her i foråret blomstrede Hannas rose desværre ikke. Den gik ud, som det ses på første billede. Intet liv tilbage i den. Vi blev enige om, at vi havde været glade for Hannas rose, så længe den stod.

I forgårs (juli 2010) kom vi hjem fra 14 dages ferie, og se lige, hvad der mødte os. En lille ny smuk rose var skudt op fra roden af den døde busk. Now, ain't that something!!!? .