Susanna fortæller her om, hvad hun oplevede med Herren på sin rejse til Nordamerika

Susanna , 16 år, Randers. Jeg har netop afsluttet mit år på bibelefterskolen Alterna, og jeg har i sinde at fortælle nogle vidnesbyrd derfra. Det er nemlig sådan, at man på Alterna kommer ud på en rejse i 7 uger til en anden verdensdel og for mit og 17 andre elevers vedkommende gik det til Nordamerika…Jeg må sige, at mine forventninger til turen var minimale. Jeg følte, at jeg allerede havde fået al den åndelige vækst, som jeg havde brug for i løbet af undervisningstimerne og onsdagsmøderne i skolen.

Skolen går meget op i, hvordan man kan vokse i Herren, og al den undervisning havde gjort mig mæt. Men det er i hvert fald mildt sagt, at jeg undervurderede turen, for det blev en tur, som forandrede mit syn på mange ting, gav mig erfaring med i bagagen og en masse åndelig vækst. Vores første stop gik til Vancouver i Canada. Her overnattede vi i bygningen kaldet "The Warehouse", hvor vi allerede de første dage skulle arbejde fysisk hårdt for Herren. Man må sige, at det var de dage, som trættede mig mest, for dette var et område, som jeg aldrig i mit liv troede, jeg ville kunne overskue: jeg skulle passe børn! Men det viste sig jo, at det, som lignede et kommende mareridt, blev til opbyggelse for mig. Jeg brød mig jo ikke så meget om børn, trods alle de prædikener om, at vi alle skal elske hinanden, havde jeg egentlig en smule imod dem.

Men børnene kom, vi underholdt dem, lærte dem om Jesus og trøstede dem; og midt i det hele, hvor jeg var rigtig irriteret over al den larm, de små mennesker udstødte, skete der pludselig noget med mit sind. Vi læser jo i biblen, at disciplene diskuterede om, hvem der var den største i himmeriget og Jesus kaldte et barn hen til sig og siger: "den, der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget. Og den der tager imod sådant et barn for min skyld, tager imod mig. Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb" (Matt. 18). Jeg måtte ydmyge mig …. og den dag gik det pludselig op for mig, at jeg måtte elske børnene. Jeg kunne ikke elske børnene fra det ene splitsekund til det andet, men jeg kunne tage en beslutning om at prøve, og det var ikke let. Vi mennesker er som diamanter, som endnu gemmer sig inde i en sort sten, og Gud ved, at der er diamanter i stenene, selvom de ved første øjekast ser værdiløse ud. Men han ved, hvor der skal slibes til, så det ujævne sten forsvinder og diamanten kommer til syne.

Når Gud arbejder med os, så er det en proces, som tager tid, vores ujævne kanter vil Han fjerne lidt efter lidt, hvis vi lader Ham gøre det! Vi har alle ujævnheder i livet, men det er op til os, om vi vil lade Ham slibe dem væk eller ej.Efter mange dages børnepasning fik vi en ny udfordring: Vi skulle med "Den Blå Vogn" (en vogn, hvorfra man gav mad og tøj ud til hjemløse), hvor vi skulle ud og snakke med dem, som intet havde. Jeg var bange for at snakke med dem, for jeg havde fået af vide, at mange af dem var ældre mænd med rådne tænder og lugtede af tis, og nogen sagde, at de kunne være lidt for nærgående. Men min frygt forsvandt, så snart jeg mødte dem og blev erstattet af sympati, for de kom straks hen til mig og fortalte om deres elendige liv… det, som disse mennesker havde brug for, var ikke først og fremmest at HØRE om Jesus, men at MÆRKE hans kærlighed gennem os. Det, de havde brug for, var nogen, som ville lytte til dem og være der for dem.

Der kom en syg mand til mig, som hed Fanando, og han bad mig og nogle andre bede for ham. Da jeg så i hans øjne, vidste jeg, at han var seriøs, han ville gerne Jesus. Vi lagde hænderne på ham og bad, mens de andre hjemløse kiggede lidt nysgerrigt på os. Fanando var rigtig glad. Han sagde, at nogle af smerterne allerede var forsvundet og var fast overbevist om, at Gud ville fjerne resten i en proces. Jeg beder stadig for ham i dag, ikke om, at han må blive rask, for det ved jeg, at han er blevet, men at han må bevare troen og være et lys for sine venner i det mørke, de befinder sig i. Det var nærmest en åbenbarelse for mig at se, at vores job som kristne ikke bare er at gå ud og fortælle om Jesus, for nogle mennesker har i første omgang brug for at se og mærke Jesu kærlighed. Handlinger siger mere end ord, og Jesus handlede hele tiden. Han sagde ikke kun, at vi skulle elske hinanden, Han viste sin kærlighed til alle. Og det er Jesu bud at vi gør det samme.