Susanna Griis fortsætter her sit vidnesbyrd og beretning fra hendes 7 ugers rejse til Nordamerika i forbindelse med opholdet på bibelefterskolen Alterna i Mariager.

Efter min tur til Vancouver i Canada, som jeg talte om sidst, drog vi videre til Medicine Hat, som lå midt i et ørkenlignende område.

The Dreamcentre var stedet, hvor vi skulle bo. Gult sand, kaktusser og enkelte steder med vissent græs var det eneste, man kunne se med det blotte øje. Og endnu engang tog jeg mig selv i den skeptiske tanke: "Hvad skal vi dog her?". Men også et sådant sted arbejder Gud.

Dagen efter vi ankom, blev vi sat til arbejde: Vi skulle pakke ca. 300 poser med mad til fattige. I timer arbejdede vi, og imod min vilje begyndte jeg at blive irriteret.

Tanker som: "Vi kom for at fortælle om Gud og vise kærlighed, ikke for at slide os op ved at smøre mad til folk, der er for dovne til at få et arbejde", "Hvorfor gør de det ikke selv?" og "Det betaler sig ikke i længden". Da vi var færdige med at arbejde… skulle vi arbejde noget mere! Det var rengøringstid, og stedet så forfærdeligt ud! Igen kom de negative tanker, og der opstod en strid i mig. Jeg vidste jo, at jeg gjorde noget godt for nogle mennesker, men det var ikke sådan et arbejde, jeg havde forestillet, at Gud ville give mig. Jeg ville ud og prædike og tale om Jesus til alle, jeg mødte. Men sådan blev det ikke. Vi pakkede blot mad, gjorde rent, malede bannere, istandgjorde og ordnede stole.

Men så kom den dag, hvor "the food-run" fandt sted. Det var de få dage om ugen, hvor man gik ud med madposerne til de fattige. Jeg tænkte bare, at det var for at give os noget mere slæbearbejde. Men dér var jeg helt forkert på den.

Da jeg bankede på den første dør og den blev åbnet, så jeg en ældre kvinde, som så meget træt ud, men hun havde julelys i øjnene og krammede mig og var nær ved at græde. Bag hende tittede det første barn frem og sagde: "Se, der er mad igen". Dernæst kom alle 6 børn til syne. De var så små. Moderen kunne ikke gå på arbejde, for det var et plaget kvarter og børnene kunne ikke være alene i den alder.

Deres far var død. Jeg vidste nu pludselig, hvad, der drev folkene i The Dreamcentre (som udelukkende bestod af frivillige folk): det var en slags kampiver, som jeg i så stor grad aldrig havde set. Mange af folkene fra The Dreamcentre havde givet deres liv til arbejdet med de fattige. De gav alt, hvad de kunne skaffe; og utroligt nok, deres madlager til de mange fattige og dem selv slap aldrig op.

Som drengen med fisk og brød, der kunne brødføde x antal mennesker. Det rørte mig virkelig at se, hvordan de levede, udelukkende på troen om, at Gud ville forsørge dem. Vi kørte videre på ruten og kom til nogle militære køretøjer, som var udstillet. Det fik mig straks til at tænke på, at når vi, som jo er i Guds hær, "arbejder" for Gud, er det jo ikke altid, vi ser et formål, før slaget er vundet.

Formålet med turen gik op for mig og jeg igangsatte straks et frontalt angreb mod det, som havde plaget mig mest, mine egne tanker.

Dette blev gjort på bedste vis, nemlig ved en bøn. Det er sjovt at når vi går i "krig" for Gud, så er det oftest os selv, eller rettere det onde i os, som vi egentlig bør bekrige før noget andet. Og det vidste Gud. Jeg havde brug for den oplevelse, at det at være kristen ikke bare handlede om at gøre andre kristne.

Det handler om at gøre, hvad Gud beder os om. Jeg ville så gerne ud og redde sjæle, men jeg havde min egen plan om, hvordan det skulle gøres. Guds veje er ikke altid som vi forventer dem. Han får os til at følge stier, som vi end ikke har set. Og når vi så står der i vildnisset og ikke kan finde vej, så har jeg nu lært, at man ikke skal være negativ og sige: "Hvorfor Gud? Hvorfor er jeg her?", men at man derimod skal spørge "Hvorhen Gud?", for kun han kender vejen.

Vi skal lægge vores tro på ham, og hans ord. Når han lover at være med os, så er han med os. Og det er vigtigt, at Gud redder vores sjæle, før vi ønsker, at han igennem os skal redde andres sjæle.