Oktober 2011 | Af og til hænder det, at der i hverdagen skabes rum for særligt gode oplevelser. Oplevelser af den type man husker og ser tilbage på med glæde. Og hvilket bedre udgangspunkt for den slags, har man ikke, når de gøres i fællesskab med troende brødre og søstre i Herren.
Se billeder fra turen
Se billeder fra turen på Facebook
Rejsebeskrivelse af Esben Kristensen (08/01/12)
Fredag d. 22. oktober 2011 blev startskuddet på en rejse med Grækenland som endelige destination. Fra broderlandet Norge havde Erik og Wenke Wold, gjort sig forberedelser til en oplevelsesrig tur mod den nordlige del af dette smukke land. Her med byerne Thessaloniki og Philippi som blot nogle af flere udflugtsmål. For den opmærksomme læser møder man en vis genkendelighed i disse bynavne, men udover de velkendte byer, med stor bibelsk betydning fra især Paulus' tid, da fik rejsefølget også spændende ting at opleve i bjergområdet Meteroa - en lille udflugtsperle i en græsk by med navnet Kalampaka.
Til al velsignelse drog Erik og Wenke ikke mod de eksotiske himmelstrøg uden dansk opbakning, og fra Evangeliesalen kom derfor Daniel, Andreas, Benjamin og Esben med på turen. Rejsefølget endte altså med at bestå af seks søskende. Alle med samme mål og håb for turen: At opleve og suge til sig af Grækenlands rige kultur og historie, tæt sammenbundet i kærlighedens og troens fællesskab.
Men som indledningsvist antydet blev d. 22. oktober turens startskud. Planen var den, at de fire unge mænd fra Evangliesalen stødte til familien Wold oppe i Norge for så derfra at flyve i samlet flok mod syden. Tidlig fredag aften landede danskerne således i Rygge lufthavn i Norge. Vi blev mødt med en dejlig varm søsterlig velkomst af Wenke i lufthavnen og befandt os snart i familiens fine hus. Erik tog pænt imod os i stuen og efter at have grint og hygget sammen, drejede snakken sig hurtigt ind på de interessante steder, vi skulle opleve sammen. Glæden over at se hinanden var stor, og alle kom af denne årsag sent i seng. Dog var enhver af os morgenfriske, da uret ringede lidt i halv seks den følgende morgen. Så var der afgang!
På flyver mod Grækenland
Indflyvningen til lufthavnen i Thessaloniki var utroligt flot. Ovenover flyet strålede en klar blå himmel og under vingerne lå et turkisblåt hav - indbydende og smukt. Vi landede sikkert og uden problemer. Gåturen fra exitterminalen og ud af lufthavnen forløb uproblematisk og efter kort tid befandt rejsefølget sig i minibus, i kort køreafstand til de ventende lejebiler.
At grækerne er bevidste om deres solrige paradis - modsat vi nordboers mere overskyede klima - indså vi prombte, da Esben spurgte biludlejningsmanden om, hvor man tændte kørelyset på bilerne. Som undrende svar på spørgsmålet, sagde han meget forstående: "No no no, here we have the sun." Direkte oversat: "Nej nej nej, her har vi solen." Den konstatering var ikke til at argumentere imod, og ude at køre var vi snart.
Første etape gik mod Kalampaka i sydøstlig retning, men inden bilerne nåede så langt, svingede vi omkring byen Vergina. Vergina huser en række unikke gravkamre, med flere royale grave, dateret helt tilbage til den antikke periode. En grav trådte alligevel mere frem end nogen anden: Kong Phillip II's velbevarede kongegrav, faderen til den myteomspundne Alexander den Store. Graven er fra ca. 350 f.kr. og blev udgravet i 1977.
Besøget på dette sted var utroligt spændende. Her var våben, smykker, kostbare skatte og meget andet. Desværre måtte man ikke tage billeder, men indtrykkene printede sig heldigvis godt fast, så oplevelsen fra gravpladsen vil blive husket.
Meteora - her kommer vi
Men blandt gamle våben og knogler kunne forsamlingen ikke blive evigt, så ud på lørdag eftermiddag fortsatte bilerne til Kalampaka. Målet med at besøge Kalampaka var området Meteora.
Meteora - bjergene var et mærkeligt betagende syn. De knejser mod himlen som lodrette sandstenssøjler, og sammenligner man dem med de andre bjerge og fjelde som følget stødte på, da skiller de sig markant ud. Glatte, høje og nærmest faretruende virkede disse konstruktioner, når vi iagttog dem fra foden og opad. Samtidig ufattelig smukke og betagende, efterhånden som vi kørte ind i bjergterrænet. På toppen af disse sandstenstårne lå omkring 1600 tallet fireogtyve byzantinske klostre. De fleste nu sunket i grus på grund af den udsatte beliggenhed. Tilbage er omtrent seks velbevarede aktive klostre, som er beboede af ortodokse munke og nonner. Rejsefølget besøgte alle seks.
Det gik snildt i bil opad de snoede veje til de enkelte klostre, men vanen tro fulgte herefter en lettere opslidende vandring mod klosterets port. De seks af klostrene som vi besøgte blev gjort mere tilgængelige i 1920, hvor man udhuggede stentrapper i klipperne, men med mere tilgængelig skal det ikke forstås sådan, at det var let at komme frem. Det var reel muskelgymnastik hele vejen op.
Klostrene i sig selv var et smukt syn, både udefra og indeni, og de adskilte sig markant i størrelse. I det mindste boede to munke. I et lidt større nonnekloster holdt seksten nonner til, og i det største kloster var der plads til tyve/femogtyve munke. De øvrige tre var middelstore. Uanset hvilket af disse svært fremkommelige bygninger vi besøgte, da havde de alle det fællestræk at indeholde mange typer af vægmalerier samt gudstjenesterum. Overalt var væggene beklædt med bibelske beretninger, lige fra Den barmhjertige Samaritaner til Dommedag. Der var også lokale legender, særligt med en bestemt helgens historie, Nikolajs liv, som var både malet og fortalt.
Klostrene indeholdt generelt en masse historie, dels i form af forskellige typer religiøse symboler. Heriblandt guld og trækors fra seksten og syttenhundrede tallet, tøj af for længst afdøde munke, malerier, kranier og ældgamle landbrugsredskaber. Og så var der selvfølgelig munkene og nonnerne…
Egentligt afholdt både munke og nonner sig fra at komme i personlig kontakt med turister, men vi dristede os alligevel til at snakke med en enkelt af hver. Nonnens navn fik vi aldrig fat i, men hun var 35 år gammel og havde levet som nonne i 10 år. Hendes familie kom og besøgte hende i klostret. Når hun bevægede sig ud, da var det højst ned i byen for at købe lidt småting. Munkens navn var Pharomius, og ligesom nonnen levede han også et meget afsondret liv. Som afslutning på samtalerne fortalte vi, at vi var pinsekristne og troede på Jesus. Desværre nåede vi ikke at fortælle vores frelsesvidnesbyrd hver især, men lysten til det bankede kraftigt indeni!
Efter flere timers besøg i klostrene i Meteora, blev det tid til at køre mod Thessaloniki, men inden afgang blev vi stoppet af hotellets bestyrer Johannes. Han havde fundet Daniel og Esbens jakker i deres værelsesskab. Dette skete, da vi var på vej væk i vores biler. Herren så til de to unge mænd og huskede, hvad de desværre havde glemt. Hændelsen var trosstyrkende, og opmuntrede kørte vi af sted.
Og så kom vi til Philippi
Wenke og Erik var formidable til at føre an i bil, og vi danske mænd holdt os tæt til dem i bytrafik og på motorvejen. Altsammen meget nødvendigt, da det pludselig blev til en bedestund i bilen med danskerne. Og bøn det trængte vi til! Det varede i ca. 1 time og endte med tungetale og udlæggelse. Der var meget at takke for, særligt det liv Herren havde givet os med ham.
I Thessaloniki overnattede vi atter på hotel. Næste dag ventede en tur til Philippi. En lang køretur, men den var speciel smuk.
I Philippi havde vi oplevelsen af virkeligt at vandre i bibelens fodspor. Det var her Paulus og Silas sad i fængsel, samt hvor den gudfrygtige kvinde Lydia fik åbnet sit hjerte for Jesus og derefter døbt med hele sin husstand. (ApG. kap. 16.).
I Philippi så vi dels det gamle fangehul, hvor Paulus og Silas sad fastlåst og sang lovsange ved midnatstid, så fængslets døre sprang op. Der var ikke meget at se, måske var det kun en del af selve fængslet, som endnu stod. Til trods for dette, var det utroligt at opholde sig det samme sted som de to brødre fra dengang. Lige så interessant var det at se den flod, der lå, og som stadig ligger, uden for den gamle byport, hvor Paulus på sabbatsdagen havde forkyndt evangeliet for en forsamling mennesker, hvor Lydia var iblandt.
Og ikke mindst var det var jo også i Philippi, at Paulus drev en spådomsånd ud af en pige, der tjente penge til sin herrer ved at spå over folk. Alle disse begivenheder fornemmede vi suset af i Philippi.
Erik og Wenke stod for at vise os rundt. De havde læst grundigt på lektien hjemmefra, og det var en stor velsignelse at få lov til at følges med dem, særligt i Philippi. Her var også et stort amfieteater og en gammel bydel, som havde meget historie, hvilket hele rejsefølget blev meget interesseret i.
Tilbage til Norge og Danmark
Som dagen forinden måtte også denne dag slutte, så tilbage til hotellet i Thessaloniki kom vi også. Erik sørgede for at vi kørte, da solnedgangen gik ned over bjergene langs motorvejen. Dette var i sig selv en fantastisk oplevelse.
Vores sidste aften gik med at spise ude og se byen lidt an. Der blev snakket om vores oplevelser, men inden midnat gik vi alle trætte i seng. Den følgende morgen kørte vi til lufthavnen og fløj tilbage til Norge. I flyveren vidnede Andreas for en makedonsk pige. Daniel kom også og fortalte hende om Jesus. Pigen var tidligere ortodoks, men havde nu skiftet til Syvendedags Adventisterne. Hvordan hun tog imod vidnesbyrdet om Jesus, ja det ved vi ikke endnu, men hun virkede opløftet og glad for at møde positive og glade kristne.
Inden det samlede rejsefølge skiltes, overnattede vi alle i Erik og Wenkes hjem. Her nød vi stor gæstfrihed og varme, dels fra Erik og Wenke, men også fra Phillip og Lise, som er børn af huset.
Onsdag middag ankom fire glade mænd til Danmark. Alle var vi enige om, at det havde været en velsignet tur: Dejlige stunder med Jesus, vores norske søskende og det spændende Grækenland.
Følg med på www.detgamleevangelium.dk, og se hvornår der næste gang er møder og stævner.
