Tilbage

Julegæsten

Det skete en dag nær decembers slut
To naboer opsøgte en kærkommen gut.
Og de fandt hans butik så ringe og mager
Gjort fin med en masse grønne sager.

Og Conrad sad med et ansigt som tindrer
For Gud havde givet ham noget i hans indre
Han sagde: gamle venner, se dagen gryr
Mens hanen laver en masse postyr.

Herren i nat i en drøm har vist sig
Og fortalte, at han i dag vil gæste mig
Så jeg skynder mig så meget jeg kan
Med at pynte min butik med stads og ædelgran.

Bordet er dækket og kedlen skinner
Og over bjælken kristtjørnen hænger
Nu vil jeg vente på Herren, min kære
Og lytte nøje efter hans fodtrin i det nære.

Når han kommer til mit usle sted her
Så åbner jeg døren og på hans ansigt ser
Hans venner lod ham nu alene
For med den lykke kunne han leve længe.

For længe siden gik hans familie bort
Og han havde ønsket at julen var kort
Men han vidste når Herren vil være hans gæst
Vil julen blive vidunderlig og bedst.

Så han lyttede med glæde i sit hjerte
Om ikke der var en lyd af Herren i det fjerne
Og kiggede ofte ud af sin dør
Fordi han havde set ham i et syn få timer før.

Han løb nu til vinduet når han hørte en klang
Men alt han kunne se på den sneklædte gang
Var en tigger, hvis støvle var et stort hul
Og på kroppen havde han kun den tyndslidte uld.

Men Conrad blev lidt berørt af det hele
Og sagde: jeg har noget til din kolde krop at dele
Et par sko fra min butik må du få
Og en jakke, som varmer når du skal gå.

Med taknemmeligt hjerte manden gik bort
Men Conrad bemærkede at dagen nu var kort
Han tænkte hvor er Herren mon henne
Og hvor længe vil han have jeg skal vente

Da det bankede på døren, han igen løb derhen
Men det var blot en fremmed, igen
En bøjet gammel kvinde - selv sjalet var sort
Slæbte på brænde - tungt og hårdt.

Kvinden bad - må jeg hvile hos dig?
Conrad ventede Herren, så han syntes ikke det rigtigt passede sig
Men hendes stemme blev ved - send mig ikke bort
Det er Jul, lad mig få hvile, bare kort.

Så Conrad gav hende varm suppe i en kop
Og bad hende sidde roligt og spise op
Men efter hun gik, han følte sig mut
For han så at tiden gik, minut for minut.

Men Herren kom ikke, som han sagde han ville
Har jeg mon misforstået? Tænkte Conrad stille
Da ud af stilheden han hørte et råb
Hjælp - hvor er jeg - fortæl mig - giv mig håb.

Endnu engang han venligt åbnede sin dør
Og stod der – lidt skuffet som to gange før
Det var kun et barn, der var langt hjemmefra
Hun var blevet væk fra sin mor og sin far.

Igen Conrads hjerte var tynget og trist
Men hjælpe pigen, måtte han, det var vist
Han kaldte hende ind, og gjorde det trygt
Og skabte fred i et lille hjerte af barnlig frygt

Da ledte han hende atter til hendes hjem
men da han trådte sin tærskel, med døren på klem
da vidste han, Herren ej ville komme i dag
for det var blevet sent, og julen lå nu bag

så han gik til sit rum, og knælede ned
og sagde ” kære Gud, hvorfor kom du ej her?”
hvad holdt dig fra at besøge mit hjem?
For jeg ønskede så meget dit ansigt at se.

I stilheden, han hørte en stemme blid
løft hovedet op, for mit ord stod jeg ved
tre gange min skygge har passeret dit gulv
tre gange jeg kom til dit ydmyge hjem

for jeg var en tigger, med fødder kolde og trætte
jeg var kvinden, du med din mad lod mætte
og jeg var barnet på den hjemløse slette
tre gange jeg bankede, tre gange kom jeg ind
og hver gang, jeg fandt varmen fra en ven
af alle gaver, kærligheden er bedst
og det var en ære – Conrad - at være din julegæst.

Tilbage