Den samme dags aften sad jeg i min seng, og mens glædestårer randt ned ad mine kinder, åbenbarede den hellige Ånd, gåden om korset for mig.

I foråret 1991 blev jeg klar over, at der var noget grundlæggende galt med mit liv, noget som ingen mennesker kunne hjælpe mig med. Et skæbnesvangert fejltrin havde bragt mig i en situation, hvor jeg var totalt magtesløs, og i denne tilstand begyndte jeg at vende mig til den Gud, jeg ikke kendte, men som jeg troede måtte være der et eller andet sted.

Jeg kom ind i en periode, hvor jeg ligesom blev tvunget til at se tilbage på mit liv. Det var smertefuldt at erkende sandheden om sig selv. Skøre skrøbelige ting var blevet knust. Had og bitterhed var blevet næret i årevis, og mennesker, som jeg holdt af, var blevet gjort fortræd. Skyldfølelsen lå tungt på mig, og mit sønderknuste hjerte var een stor bøn til Gud om tilgivelse.

Den 17. april om formiddagen skete det. Jeg befandt mig på en bro i Silkeborg, da jeg pludselig hørte en underlig susen, skønt vejret var ganske stille. Jeg blev ligesom løftet op i en anden atmosfære. Mit liv kørte som en film for mit indre helt tilbage til barndommen, og en befrielse så stor, at jeg ikke kan beskrive den, fyldte mig. Alt det, som havde ligget som en tung byrde ind over mit liv, blev i eet nu løftet af mig. En jublende glæde fyldte mig, alt imens det kom strømmende ned over mig og i mig, nåden, kærligheden, tilgivelsen, ja kald det hvad du vil. Jeg vidste bare med en usvigelig sikkerhed, at nu var jeg frelst, nu fik jeg en helt ny start, det gamle var forbi!

Jeg så mig forundret omkring, som om jeg først nu rigtigt fik øje på Guds vidunderlige natur. En kærlighed , som jeg aldrig før havde kendt, strømmede fra mit hjerte til mennesker omkring mig.

Den samme dags aften sad jeg i min seng, og mens glædestårer randt ned ad mine kinder, åbenbarede den hellige Ånd, gåden om korset for mig. Jeg så mig selv som røveren, der modtog de velsignede ord af Jesu mund: Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis. Jeg så, at han påtog sig den straf, som jeg skulle have haft. Jeg så, at han var gået frivilligt i døden for mig, fordi han elskede mig. At hans blod var soning for mine synder, og at da han råbte: "Det er fuldbragt!", stod alt dette parat til ethvert menneske. De allerfleste vidste det bare ikke.

Jeg fik travlt med at fortælle mennesker, hvad jeg havde oplevet. Kunne slet ikke tie stille. Skrev breve til familie nær og fjern, hvor jeg gjorde det klart for dem, at der var en frelse og en fortabelse. Det hastede med at komme til Jesus.

Jeg havde fået så stor en rigdom, og ønskede at dele den med andre, men opdagede så, at de fleste slet ikke ville vide af den. Der var al slags nød og elendighed i menneskers liv, men de ville åbenbart ikke deres eget bedste. Jeg længtes efter at være sammen med Guds folk, og i nogen tid kom jeg i Pinsekirken i Silkeborg. De problemer og vanskeligheder, jeg stod i, da Jesus kom ind i mit liv, blev langsomt, men sikkert løst med min hånd i hans, i troen på, at han, som er i mig, er større end han, som er i verden. Også psykisk blev jeg genoprettet og cigaretter og alkohol mistede sin magt over mig. Jeg behøvede det ikke længere. Jesus var og er alt hvad jeg har brug for.

Ad underlige veje førtes jeg til denne menighed i Randers. Her har jeg fundet mit åndelige hjem, hvor jeg ved Helligåndens lys og åbenbaring, er begyndt at lodde dybderne i ordene.

"Thi ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud. Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig; og det liv jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." (Gal 2,19-20)

Lilian, Randers