Den 20. september i år tog Heidi og jeg en tur til London. Erik og Wenche Wold fra Norge, som de fleste i menigheden kender, inviterede os med og fungerede som guider på hele turen. Egentlig havde jeg vel regnet med en ferie indeholdende lidt afslapning fra hverdagens mange gøremål, men sådan blev det ikke, og jeg tabte 3 kilo på ganske få dage. Til gengæld blev det en oplevelsesrig tur, rig på indtryk og ny inspiration.

Selvfølgelig skulle vi se alt det, man skal se, når man er i London, og derfor gik turen forbi Buckingham Palace, Parlamentet og Big Ben, The Eye, Westminster Abbey, det kinesiske kvarter, Oxford Street, og hvad der ellers findes af den slags seværdigheder.

Vi skulle selvfølgelig også besøge steder, der havde speciel interesse for os, og således kom vi omkring John Bunyans hjemstavn, CLC Bøger, som Mads handler en del med, og en brugtbogshandel med et stort udvalg i kristne bøger. Jeg fandt vel 20 bøger, jeg gerne ville have, men reducerede antallet til to. Man skulle jo også have dem fragtet hjem. I British Museum blev Bibelen levende i den Ægyptiske og den Babylonske samling. Den græske afdeling sagde mig ikke så meget, før Erik og Wenche her ledte os gennem Apostlenes Gerninger, og gjorde Paulus´ besøg på Akropolis levende for os. Vi måtte også omkring det nationale bibliotek, for her ligger Codex Sinaitus og Codex Alexandrinus, de to ældste Bibler i verden. Jeg rørte næsten ved dem, men også kun næsten, for der var selvfølgelig glas mellem grundskrifterne og mig. Og kustoden rystede blot på hovedet, da jeg spurgte, om jeg ikke kunne få lov til at røre - bare lige lidt.

Hovedformålet med turen var dog at besøge nogle udvalgte menigheder i London - og det er også indtrykkene fra disse, der sidder igen, efter vi er vendt hjem. Vi besøgte tre menigheder af vestindisk oprindelse, og fælles for dem var, at de satte et stort, varmt og åndsinspireret aftryk i vores bevidsthed.

Fredag aften gik turen til Ruach (hebræisk: Ånd) i Brixton. I 1992 bestod denne menighed af 18 mennesker med nød for deres bydel. Inden for et år voksede menigheden til 350 medlemmer udelukkende ved gammeldags friluftsmøder, gademission, traktatuddeling og sang på strøget. I løbet af det samme år kunne menigheden købe en lille bus, der fragtede ældre og gangbesværede til og fra møder, og fik oprettet et arbejde rettet mod hjemløse alkoholikere og stofmisbrugere.

I dag tæller menigheden omkring 3.000 under ledelse af bishop John Francis. Det er en aktiv menighed med udadvendt arbejde, der bl.a. indbefatter hjælp til hjemløse, hjælp til familier, der er ramt af alkohol- og stofmisbrug, fængselsmission, og hospitals- og hjemmebesøg. Under navnet "Koinonia" hjælper menigheden de mest trængende i deres egen midte. Her koncentrerer man sig om børns dagligdag og velfærd, og skaffer penge til skolebøger, tøj og sko.

Man får det indtryk, at menighedens forkyndelse er baseret på det umiddelbare og nære kristenliv. På den måde er den tro, som bliver præsenteret let tilgængelig for menighedens medlemmer. Det er så at sige en tro, der "kan bruges til noget", for den Kristus, der bliver forkyndt, er den Kristus de troende kan have med i en dagligdag, der for fleres vedkommende ikke er en dans på roser. Det betyder ikke, at det er en menighed uden syner og åbenbarelse. Al menighedens arbejde udgår fra en klar åbenbaring af menigheden som Kristi legeme med de 5 tjenestegerninger, nådegaver og frugter i centrum.

Vi tog undergrundsbanen fra et af Londons finere strøg. Da vi steg op til overfladen ved Brixton stationen, var det et andet London, vi fik se. Vi tog dobbeltdækkeren videre mod vores bestemmelsessted, og på vejen så vi faldefærdige huse, lukkede butikker og fabriksbygninger, og et gadebillede, der i det hele taget trængte til en kærlig hånd. Der var en del hjemløse på gaden og på et skilt i bussen stod "Vi tolererer ikke vold mod passagerer eller personale". Jeg var lidt bekymret ved tanken om, at vi skulle samme vej tilbage senere på aftenen efter mødet. Heidi har det slet ikke sådan. Hun gik gennem alt i fuld tillid til Herren og hendes mand.

Vi steg af bussen, og Erik sagde: "Så er vi her". "Hvor er vi?" sagde jeg og kiggede mig omkring. Jeg så ingen kirke. Erik pegede, og jeg så en stor gammel bygning med containere og affald udenfor. Kirken lå i en gammel lagerhal, som var købt op, og der var ikke gjort meget ved den udvendige del af bygningen.

Men da vi gik ind, var det helt anderledes. Vi kom ind i en stor flot hall med bogsalg og derfra videre ind i den store sal. Man tog pænt imod os, og mange håndtryk blev givet. Den varme og hjertelige modtagelse var fælles for alle tre menigheder, vi besøgte, og sådan noget gør indtryk. Det må vi huske, også i vores egen menighed.

Efterhånden som mødedeltagerne dukkede op, undredes vi mere og mere. Det var stort set kvinder, som kom, og efterhånden var der omkring 600 mennesker, næsten udelukkende kvinder. Vi var havnet midt i en kvindekonference. Vi fire skandinavere var stort set de eneste hvide, og det var sin sag for Erik og mig at stå som et par blegnæbede mænd midt i denne skare af farverige kvinder, men det lod vi os nu ikke gå på af.

Lovsangen begyndte, og jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at Ånden faldt på en overvældende og kraftig måde allerede ved første anslag af en tone. Inden længe var der fuld forløsning i salen og alle priste Herren. Ingen var bange for at synge, ingen var bange for at høre sin egen stemme eller for at slippe sig løs i tilbedelsen af Kristus. Ånden var så stærkt til stede, at jeg næsten begyndte at græde. Jeg sagde "næsten". Man er vel dansker.

Musikken steg i intensitet, mange havde taget tamburiner med, alle dansede, hænder blev løftet mod himlen, og sangen rev os med i en inderlig forløsning. Dette gik lige ind i hjertet. Inden aftenens prædikant gik på platformen, skulle stedets kor synge. Mellem 30 og 40 kvinder iført sort steg op på podiet og sang himlen ned. Korets sang var ikke en forestilling, det var ikke en envejskommunikation. Menigheden var med, og salen brusede til tonerne og stemmerne fra platformen.

Efter lang tid med lovprisning annoncerede mødelederen aftenens taler. Én ting slog mig den aften. Det var menighedens respekt for Guds tjenere. Mange er hentet ind direkte fra gaden, og kommer fra et miljø med meget lille respekt for myndigheder og autoriteter. Men når de bliver troende og kommer ind i menigheden, lærer de respekt for Gud, Guds hus og Guds udvalgte tjenere. Prædikanten blev præstenteret som "First Lady Penny Francis", menighedens førstedame, og når hun blev omtalt - hvilket hun blev flere gange i løbet af mødet - var det med en dyb respekt og kærlighed.

Hun lagde ikke fingrene imellem i hendes budskab. Det handlede om "de nødvendige omstændigheder" - om det at være i trængsler og prøvelser. Der var ingen herlighedsteologi i dette, men derimod et budskab direkte til mennesker, der ikke er født med en sølvske i munden. "Din situation er nødvendig" råbte Penny Francis: "fordi Gud vil herliggøre sig på dig og vise sin storhed i din dagligdag og dine problemer".

Penny Francis talte ikke for døve øren, det var tydeligt. Menigheden svarede hende ofte og højlydt, og var lige så levende og opmærksom som under lovsangen og bønnen. Ingen sov - både fordi Penny Francis´ budskab var relevant og vedkommende, men også fordi ingen i menigheden ville gå glip af Ordet fra Herren. Her var ingen "søndagskristne". Alle var kommet til Guds hus for at ofre tilbedelse og for at få noget med hjem fra Herren.

Det var en oplevelse at være hos denne menighed, og man kunne ikke undgå at føle en stor taknemmelighed til Gud over at have fået lov til at være med blandt disse hellige forløste mennesker.

Kommer senere:
"Shiloh - den gamle kirke i Hackney"